torsdag, oktober 23, 2008

10 + 0

Tænk at jeg nu er blevet 2-cifret. Det er da lidt vildt at være nået så langt.

Jeg prøver at være glad og positiv, og nyde tiden. Og jeg synes da at jeg bliver lidt mere overbevist for hver dag, der går. Men det er vist stadigvæk ikke helt gået op for os. I går mødte vi mandens moster, som jo selvfølgelig sagde tillykke. Jeg nåede lige at tænke: øhh med hvad. Men manden var heldigvis hurtig og fik svaret mange tak. Håber at NF-scanningen vil overbevise mig helt om at den er god nok. Og når de næste par uger er overstået, så er jeg igennem 1. trimester, og så bliver det hele jo lidt mere sikkert.

Min sult er ikke helt så voldsom, som for en uges tid siden. Dog skal jeg helst spise jævnligt, ellers bliver jeg dårlig og får ondt i maven. Kvalme har jeg stadigvæk ikke haft noget af, det er jeg meget glad for at slippe for. Min trang til salte ting er også aftaget en del, men det er stadigvæk mit foretrukne, de søde sager smager mig ikke særligt godt. Så det er nemt at holde sig fra det. Jeg er stadigvæk træt, det er lidt hårdt at være på arbejde, når man mest af alt har lyst til at tage en lur. Så jeg hviler mig når jeg kommer hjem og vil helst bare ligge på sofaen hele aftenen. Jeg sover godt om natten, og har de sidste par dage ikke været oppe på toilet midt om natten.

Min vægt er steget med ca. ½ kg. Jeg forsøger efter bedste evne at spise sundt. Derimod kniber det noget med motionen. Var ellers kommet godt igang inden ægudtagning, men efter den og den efterfølgende overstimulering er jeg slet ikke kommet igang igen. De mange uger hvor jeg næsten ikke kunne bevæge mig, har gjort mig lidt bange for at begynde igen. Men jeg har bestemt mig for at starte langsomt op, og så se hvor meget jeg kan klare.

Talte med min far den anden aften, og tænk han spurgte til hvordan jeg havde det. Noget han aldrig gør. Men mine forældre er vildt glade på vores vegne, og det har måske berørt dem noget mere end de har givet udtryk for, at vi har kæmpet så længe. Det gør mig glad at de er glade.

1 kommentar:

Sechen sagde ...

Iiih, tillykke med de tocifrede! Dejligt!

Jeg går også stadig og tvivler on and off om den virkelig er god nok, og jeg tror at NF scanningen vil være en milepæl.

Dejligt i øvrigt at læse at dine symptomer også har aftaget lidt, det er mine også. Er dog stadig mega-træt!

Knus
Sech