Tak for alle Jeres kommentarer! Og ja, det har været nogle ret begivenhedsrige dage...
I fredags skulle vi til kontrol. Jeg synes selv, at jeg var begyndt at få det bedre, i hvert fald væsentligt bedre end tirsdag og onsdag. Scanningen viste, at den højre æggestok stadigvæk var omkring 10 cm, og at jeg havde lidt væske i bughulen. Det var vores "ej hvor godt"-læge, men han var nu ikke så positiv. For de blodprøver jeg havde fået taget onsdag var ikke alt for gode, men der var åbenbart ikke nogen, der havde kigget på resultaterne her før han gjorde det.
Så han skældte mig ud, hvorfor jeg ikke var kommet ind tirsdag, når jeg nu havde det dårligt. Jamen jeg havde jo været der onsdag, hvor jeg da også havde gjort opmærksom på, at jeg var dårlig. Så siger han, du sidder jo også og puster. Tjaa, det gjorde jeg vel, men det synes jeg jo ligesom at jeg havde gjort i længere tid. Nej, det her går ikke, siger han, vi bliver nødt til at indlægge dig! Blev nok en smule overrasket, men omvendt så havde det jo spøgt flere gange. Han bestilte et hav af blodprøver, som jeg ville få taget på afdelingen.
Så var der jo ikke andet for, end at bevæge sig op på gynækologisk afdeling, og lidt over middag fredag, blev jeg indlagt.
Så var der jo de her blodprøver, som jeg ville få taget på afdelingen. Sygeplejesken fortalte, at der ville komme en forbi mellem kl. 14 og 15. Da klokken var næsten 16, havde der stadigvæk ikke været nogen forbi. Jeg fik fat i en sygeplejeske, og så skete der noget. Blodprøverne var åbenbart bestilt ambulant, og ikke til afdelingen. Jeg fik tappet 5 glas fra armen, og fik taget en prøve i håndleddet. Senere på eftermiddagen kom lægen med resultaterne, som bla var at jeg ikke iltede mit blod godt nok, og at mit blod størkede for hurtigt. Så jeg fik iltslange i næsen og en sprøjte med blodfortyndende medicin.
Lørdag skulle vise sig at blive store ventedag. Jeg synes ikke at jeg kunne mærke nogen forbedring i kroppen, jeg havde heller ikke sovet særligt godt. Synes det hele var lidt træls. Var blevet vækket kl. 6, for der skulle ilten tages væk og 7.30 fik jeg taget nye blodprøver. Lidt over 10 kom sygeplejesken og sagde at der snart ville være stuegang. Fint tænkte jeg, så sker der da noget. Lægen kom godt nok også, og talte med den anden pige på stuen og hun fik lov at tage hjem. Og uden så meget at hilse eller noget som helst gik lægen bare igen. Så lå jeg der og tænkte, det var da en underlig opførsel.
Det blev frokost og jeg spurgte sygeplejesken om de havde glemt mig. Nej, det havde de ikke, men de havde bare så travlt. Den besked fik jeg en gang mere et par timer senere, og endeligt kl. 15.30 kom sygeplejesken igen og sagde, at jeg skulle komme ud og blive vejet. Så kom lægen, og hun sagde at hende og sygeplejesken havde misforstået hinanden, lægen troede ikke hun skulle kigge på mig og sygeplejesken troede at lægen havde travlt. Nuvel... Lægen lyttede på mine lunger og prøvede om hun kunne scanne dem. Det lykkedes ikke ikke helt for hende, så hun konkluderede, at jeg skulle scannes af en der havde lidt mere forstand på det end hende. Så hun ville sende en henvisning til ultralydsafdelingen. Fint nok, så kunne vi jo ligesom få konstateret hvordan det så ud, og om jeg skulle have tømt væske af lungerne.
Jeg lagde mig til at vente igen, jeg kunne jo ligesom ikke andet. Skulle jo ligge med ilten, som jeg så småt begyndte at synes hjalp mig. Det blev aftensmadstid og manden min kom og besøgte mig.
Klokken lidt over 19 kom en portør og sagde, at han skulle køre mig til scanning. Jamen det var da fint, nu havde jeg jo også kun ventet i 3½ time på det. Der er godt nok mørkt og stille på et sygehus en lørdag aften. Jeg blev modtaget af en sygeplejeske og snart kom lægen. Sygeplejesken spurgte mig, om jeg viste hvad der skulle ske, tjaa, jeg skulle jo have scannet mine lunger. Nej, siger lægen så, det er maven. Øhh, siger jeg så, det er da lungerne. Så måtte sygeplejesken ud og finde henvisningen, hvor der stod begge dele. Først lungerne, der stod lidt væske i den højre side, men fordi jeg er overstimuleret står mine indre organer åbenbart højt i kroppen. Det betød, at hvis lægen skulle stikke ind og tømme væske ud, skulle han stikke mig meget højt på ryggen og tæt på rygsøjlen. Og det er åbenbart et meget følsomt sted. Så han konkluderede med det væske jeg havde, så var jeg bedst tjent med at det blev, i stedet for at jeg fik en masse smerter i ryggen. Jeg havde også væske i maven, men det var ikke noget, som han ville gøre noget ved. Fint så blev det da konstateret, og så kunne jeg, godt smurt ind i gelé både på ryggen og på maven, blive kørt tilbage på min stue.
Da jeg var tilbage kom lægen ind, og vi talte om resultatet af scanningen. Hun var helt enig med den anden læge. Hun bestilte nye blodprøver til næste morgen.
Søndag morgen, vækkes kl. 6 for at tage ilten væk. Jeg faldt så i søvn og vågnede, da døren gik op og en dame sagde godmorgen. Jeg troede det var blodprøve damen, men det var min sygeplejeske, som synes at jeg skulle op og have morgenmad. Øhh, jeg blev lige lidt forvirret, og sagde til hende, at jeg da ikke havde fået taget blodprøve endnu. Det skulle hun lige rykke for med det samme. Det nåede hun så ikke, for i det samme kom laboranten, som så fik et fur, at når de bestilte blodprøve til kl. 7, så var det til kl. 7, deres patient lå jo der uden ilt. Sådan :) Må sige at 3. dag i træk at blive stukket i håndleddet, ikke er særlig sjovt. Og jeg er stadigvæk øm.
Jeg havde bestemt mig for, at i dag skulle jeg altså i bad. Havde slet ikke haft overskud til det lørdag, og nu havde jeg efterhånden svedt godt. Det var dejligt at blive skyllet. Senere på formiddagen kom lægen, og hun synes mine blodprøver så fine ud, de var stabile og lidt forbedret i forhold til dagen før. Så hun synes ikke at jeg behøvede ilten længere, og at jeg måtte tage hjem næste morgen, når jeg havde fået taget blodprøve til Hcg. Det var godt nok en dejlig besked. Manden min var heldigvis kommet, så han hørte også med. Bagefter talte vi om, hvorfor jeg ikke bare kunne tage hjem med det samme. Men omvendt, så lå jeg jo her og hvis der skete en forværring, var de der jo lige ved siden af til at hjælpe. Vi spiste frokost sammen, og så tog han hjem. Jeg fik sovet og slappet af hele eftermiddagen. Manden min kom igen til aftensmad, som vi også spiste sammen. Han tog så tidligt hjem, og jeg kunne ligge i min seng og se lidt fjernsyn og læse blade.
Her til morgen stod jeg op lidt i 7, ville være klar til at tage hjem så snart laboranten havde været og taget blodprøve. Så kl. 7.15 var jeg den, der var smuttet afsted.
Det er dejligt at være hjemme igen, men det var jo vist fint nok at de indlagde mig i fredags. Jeg føler også at jeg i dag har det væsentligt bedre, er ikke forpustet længere og kan holde ud at sidde op.
Så det var forklaringen på stilheden herinde, og på at jeg altså ikke har taget nogen snydetest i løbet af weekenden. Så jeg ved ingenting endnu. Det er bare at vente på at sygeplejesken ringer til mig her senere i dag. Det tager 4 timer at lave en hcg-test.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Hold da op - sikke en omgang. Jeg håber virkelig det giver pote i form af et fint HCG tal.... / SIgne
Puuuha ... sikke en gyser. Godt at høre at de indlagde dig. Det er ikke at spøge med det der overstimulering. Kan næsten ikke vente på svar. Håber!
Holdaop. Det lyder som en meget hård omgang. Hvor jeg håber....!
Send en kommentar