Med et barn på 2 år i huset er der en del diskutioner om hvor meget det 2 årige barn i følge sig selv kan klare og hvor meget i følge forældrene. Puha hvor kan det 2 årige barn da blive noget så gal i skralden, hyle og tude, kaste sig i gulvet, slå om sig med armene. Men det er jo den eneste måde at man kan få mor og far til at forstå frustrationen...
I går sad far på toilet, og så ville sønnen jo selvfølgelig også sidde på potte. Jamen så må du jo tage bukserne af. Det gik han også igang med, men da han så skulle have åbnet bodyen, gik det galt. Jeg ville hjælpe, men han kunne jo selv! OK, det må du også gerne, så går mor. Hvilke udløste et skrig og så hen til far og bede om hjælp. Men han ville ikke hjælpe: "Mor ville hjælpe dig, så nu kan du gå ud til mor og sige undskyld". Jeg stod lige udenfor toilettet da min søn kom ud og sagde: undskyld mor - undskyld mor. Og gav mig et kram så mit hjerte smeltede og jeg måtte trække på smilebåndet. Vi gik sammen ind på toilettet, fik knappet bodyen op, og ham på potten.
Lidt senere legede far og søn tumleleg i sofaen. Jeppe kommer så til at slå far - og skynder sig at sige: undskyld far - ikke være ked af det.
Så endnu et ord har fundet vej i forrådet og forståelsen er også på plads. Min store lille dreng :)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Tillykke med din dejlige 2årige dreng :0) Det lader til at udfordringerne vokser sammen med barnet, - men at gevinsterne ligeledes følges ad ;0)
Den alder er altså bare skøn!
KH Betty
Enig Betty - helt fantastisk. At opleve verden sammen med en 2 årig. Det giver altså livet et andet perspektiv.
Ej hvor er det bare sødt!! :o)
Send en kommentar