Lille pip

Det er lige pludseligt 14 dage siden jeg sidst har skrevet noget. Det er lidt som om jeg har tabt tråden, og hvad vil jeg egentligt sige.

Jeg tror det bundet i, at hvis jeg nu fortrænger bloggen, så fortrænger jeg også det faktum, at jeg/vi går endnu en sommer i møde uden skyggen af et barn. Jeg tror også det bunder i, at jeg prøver efter bedste evne, at leve med det, og at leve så "normalt" som muligt.

For det er jo sommer, og jeg har det godt. Jeg tænker ikke så meget over behandling. Og da strejken endeligt sluttede, var det blot noget som jeg bemærkede og ikke tog den store notits af. Jeg har slet ikke været i kontakt med sygehuset, efter strejken sluttede. Der er jo ikke rigtigt noget at gøre, nu skal de jo til at holde ferie. Og jeg har jo allerede fået at vide, at de begynder igen omkring uge 33-34.

Jeg venter stadigvæk på at få en menstruation efter afbrudt forsøg. Det skal åbenbart tage lidt tid. Jeg lader mig ikke stresse over det endnu, der er jo stadig lang tid til august. Men det kunne da være skønt, om den snart ville indfinde sig, så der kan komme normale tilstande også der.

Selvom jeg skriver, at jeg prøver på at være så "normal" som muligt, er det jo ikke helt muligt. Jeg har ændret mig gennem disse behandlingsår, jeg er ikke helt den samme længere. Og jeg tror nok, at der er nogen, der føler at jeg forbi går dem. Især nok min bedste veninde, som jeg har kendt helt tilbage fra 1. klasse. For ja, jeg undgår hende. Det er rigtigt hårdt, for egentligt kunne vi jo have meget mere sammen, end vi har fortiden. Hun er single, og har vel egentligt aldrig rigtigt haft en kæreste. Hun har lige afsluttet en uddannelse, og er lige flyttet fra ungdomsbolig til en lejlighed. Jeg føler bare, at hun er på et helt andet sted i livet end jeg er. Hun bruger meget tid (og penge) på alternativ behandling, som i mine øjne ikke hjælper hende. Tjaa, det er lidt svært at forklare. Men det er bare som om vi taler forbi hinanden, vi forstår ligesom ikke hinandens verdener længere. Det er faktisk rigtig trist. Hun er den person, udover mine forældre, der har kendt mig længst.

Måske jeg skulle tage mig selv i nakken, og så se at få ringet til hende og høre om ikke snart jeg skal ud og se hendes nye lejlighed... Eller i hvert fald bare ringe og sige hej.

Min bror ringede den anden aften for at invitere til barnedåb. Ja tænk det lille barn skal også have et navn... :) ... Det er selvfølgelig en udstillingsdag, hvor vores hund helst skal deltage. Det er jo noget med at få point til årsstillingerne. Men det må løses ved at vores venner tager ham med. For at melde afbud til min nevø´s barnedåb, går vist ikke... Det bliver spændende hvad han skal hedde, mon det bliver endnu et af de navne, som vi synes at vores kommende barn skulle have??

Nu er det snart weekend, og det er dejligt. Vi skal i sommerhus ved Jammerbugten, og jeg glæder mig. Der er altid godt vejr og højt til himlen deroppe.

Det lille pip blev lidt længere, men sådan sker det jo nogen gange, når man først kommer til tasterne.

God weekend!!