fredag, januar 25, 2008

Ny blodprøve

Har fået taget en ny blodprøve i dag, og dagens tal er 47. Det betyder at de afslutter mig for denne gang, da tallet er faldet flot i forhold til for en uge siden. Synes det er rigtigt dejligt at det allerede er ovre, så jeg ikke skal blive ved med at blive mindet om det.

Faktisk har jeg prøvet at fortrænge det. Jeg har simpelthen ikke behov for at indvi verdenen i det. Er rigtigt glad for at vi denne gang ikke har fortalt til ret mange, at vi har haft et forsøg. Synes sidste gang at det var rigtigt svært at skulle ringe rundt og berette den dårlige nyhed.

I mandags var vi sammen med vores venner, der kun ved at vi har været ved at starte op et forsøg - samme forklaring som mandens familie har fået. De spurgte til hvordan det gik, men at vi bare skulle sige til hvis vi ikke gad at tale om det. TIL!! Vi forklarede bare at forsøget ikke bliver til noget. Senere på aftenen skulle hun da lige prøve igen, men jeg gled bare af på det. Tror hun fattede, at jeg ikke havde lyst til at delagtigøre hende i vores problemer. Sådan bliver det denne gang.

Nu ser vi fremad mod at jeg forhåbentligt i den nærmeste fremtid får menstruation, så vi kan komme igang med et nyt forsøg. Så er det igang med næsespray og sprøjter igen. Havde jo lykkeligt glemt alt om det. Men vi klarer det vel en gang til, selvom det ikke er min livret.

Lige nu er det snart weekend, og endnu en uden de store planer. Det er rigtigt skønt.

4 kommentarer:

Signe og Jan sagde ...

godt at I slap for flere blodprøver osv. Håber du nyder weekenden

knockmeup sagde ...

Hvor godt at hCG går fint ned af sig selv. Det hjælper altid når man kan se frem imod næste forsøg, ikk

QVINDEN sagde ...

Håber weekenden har været god - og godt, at tallet er for nedadgående helt af sig selv. I øvrigt også fint, at du ikke overskred din egen grænse for, hvor meget, du vil fortælle.

LOK sagde ...

@qvinden:

Må jo desværre erkende at af skade bliver man klog, og at man lærer ret meget om sig selv og sine grænser, som tiden går med behandling. Og én ting, som jeg lærte ved sidste forsøg var, at det er vildt nemt at fortælle til højre og venstre når det går godt og man forventningsfuld går igang med et forsøg. Men når det så går galt, så er det bare dødhamrende svært at fortælle. Og nogen mennesker har simpelthen ikke pli, de mener at de har ret til at vide hvordan det går, og kan slet ikke fatte at tavshed betyder, at det går dårligt, og at man har brug for støtte og omsorg og ikke for nærgående spørgsmål. Så derfor har det faktisk været en lettelse, at det kun har været ganske få, der ved hvad vi har været igennem, også selvom det har kostet en del løgne overfor familie og venner.