Det blev et langt indlæg det sidste, men det var sådan den sidste uge gik.
Det var rigtigt hårdt, især da Manden tog afsted og jeg skulle klare det alene. Helt alene var jeg dog ikke, for Svigermor var ikke længere væk end telefonen. Sammen kunne vi holde modet oppe.
Jeg føler stadigvæk at jeg svigtede min søn, da jeg forlod ham. Jeg kunne vel i det mindste være blevet og holdt ham i hånden eller foden. Bare fordi jeg ikke duer til nåle, så skal det vel ikke gå ud over ham. Farmor siger, at han ikke vil kunne huske den oplevelse. Og det må jeg så tro på. Men lige nu har jeg den overbevisning, at hvis der kommer en anden gang, må jeg trodse min skræk og være der for min søn.
Nu jeg sidder og læser hvad jeg har skrevet, lyder det bare helt vildt og vel egentligt lidt uvirkeligt. Men det er fakta, det var, for at sige det lige ud, en lorteuge! Aldrig har jeg da vasket hænder og sprittet af så mange gange. Og alt det vasketøj, der er kørt igennem. Puha, jeg bliver altså helt forpustet og lidt forbavset over, hvor hurtigt jeg kan fortrænge hvor frygteligt det var. Nu er alt jo godt igen. Og det ser ud til at jeg selv er sluppet for at blive syg.
I morgen er det tilbage på arbejde, der trænger mit skrivebord nok til en ordentlig omgang. Jeg var kun på arbejde i tirsdags. Men jeg har spillet med helt åbne kort overfor min arbejdsplads og løbende holdt dem underrettet om hvad der skete. Så jeg har helt ren samvittighed over at have været væk. Men jeg glæder mig til at komme på arbejde, til at komme lidt ud igen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Åh, nej hvor lyder det helt utrolig hårdt! Puha, ja når du skriver det med børneafdeling og det hele, jamen så er det da helt vildt!
Åh, hvor er det godt at han har det bedre! Hvor har i også været helt utrolig hårdt ramt her i vinter. Avav.
Sender en masse gode forårsvibes til dig og lillemanden og håber på at han er færdig med at være syg for de næste mange, mange måneder. Lille pus.
Knus Sech
Jeg tror altså at det var bedst for alle at du ventede udenfor. Han tænker jo ikke at du svigtede ham, han oplevede "bare" at nogle fremmede gjorde noget der var ubehageligt. Hvis du havde været der, havde du måske været forbundet med det, og værre endnu: han ville helt sikkert kunne mærke din panik og det ville give en dårligere oplevelse. Det var jo super hurtigt klaret, og han husker altså ikke længe.... Så lad være med at have dårlig samvittighed over det. Jeg tror ikke at det havde hjulpet nogen med en panisk mor på stuen.
Og altså, du ER en fantastisk mor, og det indebærer desværre nogle gange at man må være lidt "ond" ved sine børn fordi det er det bedste på lang sigt. Og du kan desværre heller ikke altid være der fysisk når der sker ting og sager.
Min læge har i øvrigt den strategi at hun aldrig selv vaccinerer børnene fordi de ikke skal forbinde besøget hos hende med noget dårligt. Det lader hun så sygeplejersken/laboranten om. Så bliver hun bussemanden. Men ideen er jo nok rigtig nok.
Pyha, det er altså en slem historie. Jeg sad i går og læste tilbage på min blog til da storebror havde samme alder som lillebror i dag. Her havde du kommenteret "god bedring" til os, fordi jeg brokkede mig over en masse sygdom ved institutionsstart. Men det er VAND ift hvad I har oplevet. Jeg føler virkelig med jer og håber snart at der kommer noget ro på og almindelig hverdag. Men mon ikke det hjælper nu hvor foråret er på vej og de kan komme mere udenfor?
Sender dig en krammer!
Kh Solsikke (og husk at sige til når du kommer forbi Djævleøen næste gang - vil VILDT gerne se din lille skønne dreng!)
Send en kommentar