Vi var i torsdags på besøg i Lillemandens kommende vuggestue.
Vi startede stopuret på vej derop, og det tog 17 min at køre turen, og så var vejret jo ikke det bedste, det føg flere steder kraftigt over vejen. Så det afskrækker os ikke, man kan jo hurtigt holde for rødt et par gange, og så er der gået 10-15 min med det.
Der er 2 ansatte i vuggestuen, som er en del af en børnehave med 2 stuer. Vuggestuen er nomineret til 12 børn, og i øjeblikket er der 6. Til januar begynder der en dreng og så vores Lillemand. De 2 damer virker rigtigt søde og rare, så jeg har slet ikke nogen bekymringer over at skulle overlade min guldklump til dem.
Institutionen er lige blevet renoveret og vuggestuen er startet her i september. Så bygningen er ikke ny, men indvendigt er det helt nyt. Vuggestuen har sin egen legeplads, og bagved er der en stor boldbane. Så der er rig mulighed for at være ude. De har krybber til alle børnene, og et skur så de kan sove ude.
Vi er meget tilfredse med stedet begge to, og helt overbevist om at vi har valgt rigtigt af de 2 valgmuligheder vi fik af pladsanvisningen.
Vi spurgte til hvordan vi skulle gøre med indkøring, jeg har jo afsat 2 uger til det. Det synes pædagogen var luksus for Lillemanden, så var der ingen grund til at vi hastede igennem indkøringen. Han kan få lov til at tage det i sit eget tempo. Så den 4. januar kommer Lillemanden og jeg bare engang i løbet af formiddagen, så han kan møde de andre børn. Og så ser vi an de næste dage.
Det lettede bare så meget at få pasningen på plads. Og det var skønt at det ser ud til at være et rigtigt godt sted. Nu kan vi med sindsro holde juleferie og se frem til et nyt kapitel i Lillemandens liv.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar