tirsdag, april 21, 2009

35 + 5

Har nu kun i dag og i morgen tilbage på arbejde - det er ret uvirkeligt at tiden er gået så hurtigt. Men jeg glæder mig da helt enormt til at skulle gå hjemme, kan også godt mærke at jeg har næsten 10 ekstra kilo at bære på. Det er begyndt at trykke ned i bækkenet og indimellem er det lidt hårdt at bevæge sig, især at komme igang. Så jeg ser frem til at kunne være hjemme og tage tingene i mit eget tempo.

Det er jo bare blevet det skønneste forårsvejr her i Danmark. Men det behøver ikke blive varmere for min skyld... Må nu nøjes med kun at gå med min vielsesring, da mine fingre hæver i løbet af dagen. Men jeg skal jo nok ikke klage, har ikke fået vand i kroppen (endnu).

I torsdags var der brev fra jordemoderen, hun har langt om længe fået planlagt noget fødselsforberedelse for os. 2 eftermiddage den 7. + 14. maj. Hun skriver i brevet at hun håber, at jeg når det hele. Ja tak for det, synes det er flot at vi får de sidste informationer 1 uge før termin. Men sådan skal det jo åbenbart være. Det mest trælse er at manden min ikke har mulighed for at deltage, da han er på kundebesøg de dage. Men trods flere forsøg har vi ikke fået hende til at ændre dagen, hun kan kun om torsdagen - punkt slut. Har spurgt til om fødegangen selv laver rundvisninger, men det gør de ikke. Det skal gå gennem jordemodercenteret. Synes de er ret stivbenede.

Men som manden siger, så kommer lillemanden jo ud til os lige meget hvad. Og jeg kan kun være enig med ham. Så nu tager vi det som det kommer og jeg deltager selvfølgelig i alt det jeg kan af informationsmøder.

Ingen kommentarer: