Sidste uge begyndte faktisk rigtigt godt med en rigtig hyggelig weekend, hvor jeg fik gjort min hund klar til årets første udstilling og vi havde besøg af vores venner til spisning og hygge.
Mandag var også ok til at begynde med, efter arbejde blev vi enige om, at vi skulle ud og have noget luft. Og fordi det jo er lyst længe, så blev vi enige om at tage en lidt længere tur. Vi gik til i et raskt tempo, jeg kunne da godt mærke at det strammede lidt i maven, men tænkte at det jo nok var ok. Motion er jo sundt. Hjemme igen og på toilet, og hvad så: en hel masse rødt blod. For pokker nu gik det jo lige så godt. Kunne ikke helt bestemme mig for om jeg skulle være bange eller rolig. Men konkluderede sammen med manden, at vi lige ville se tiden an. Sidst jeg havde en blødning og tog på sygehuset kunne lægen jo ikke sige noget om hvorfor det skete. Så der var dømt sofa resten af aftenen, og lillemanden hyggede sig gevaldigt. Så han må jo have det godt. Men jeg var øm i maven, der føltes spændt.
Tirsdag tog jeg en dag hjemme fra arbejde, hvor jeg slappede af. Det var dejligt at tage den med ro. Lillemanden var i hopla, måske fordi jeg ligger mere mærke til ham, når jeg slapper af.
Jeg fik også ringet til jordemoder centret, og fik en snak med en sekretær. Hun gav lidt samme forklaring, som vi fik sidst. At man ikke kunne sige hvorfor, og at det ikke nødvendigvis havde nogen sammenhæng med min gåtur. Jeg skulle også forvente at der de næste dage ville komme mørkt udflåd. Hun sagde også at hvis der kom mere frisk blod, skulle vi kontakte fødegangen med det samme.
Så jeg har været noget i kulkælderen over det. For jeg synes jo bare at det er gået så godt, så hvorfor lige det her. Hvad betyder det? Er det noget jeg har gjort forkert? Så lige nu synes jeg bare at der er lang tid til maj.
Mit humør har det en smule bedre her sidst på ugen, det skyldes især at lillemanden virkeligt har været i hopla denne uge. Jeg mærker ham mere og mere. Det er bare så livsbekræftende. Og manden har også været heldig flere gange at mærke puffene.
Jeg tænker også at jeg vel nu er ved at være så langt, at hvis lillemanden bestemmer sig for at ville ud, så er der chancer for at han vil kunne overleve. Men det håber jeg virkeligt ikke bliver aktuelt.
Og nu begynder en ny uge, tænk 26 + 0. Ja jeg fatter det ikke helt, men jeg glæder mig til maj.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Uh, hvor skræmmende! Jeg ville nok tage et smut forbi fødegangen for at blive checket, hvis det kunne give dig lidt ro. Det er sikkert ikke noget, især ikke hvis det er stoppet igen, men det skader vel aldrig at få vished. Gode tanker. :-)
Pyh det fik jeg helt ondt i maven over at læse. Der er ikke noget at sige til, hvis du har været ved at gå ud af dit gode skind over det.
Heldigvis gør lillemanden sit for at berolige dig.
Også en masse gode tanker herfra!
Knus
Jeg overvejer da om et besøg på fødegangen vil hjælpe. Men jeg synes at jeg har det ok igen nu, og lillemanden gør jo opmærksom på sig selv flere gange dagligt.
Men spekulationerne om han nu har det godt, ligger da hele tiden i baghovedet.
Send en kommentar