Så er det atter blevet jul og i år glæder jeg mig faktisk til den. Sidste år skulle den blot overståes, så det kunne blive januar og vi kunne få svar på om vores fryseforsøg ville lykkes. Forrige år var jeg helt nede at vende. Da var det at det gik op for mig, at lige meget hvor meget min mor prøvede på at gøre som hun plejede, så ville julen aldrig blive den samme igen. Jeg var virkeligt deprimeret og sygemeldte mig fra arbejde. Det var dengang rigtigt hårdt for mig at erkende, at vores ønske om et barn ikke bare sådan lige ville gå i opfyldelse.
Men i år er det anderledes, i år er jeg jo gravid, i år ved jeg at jeg snart skal være mor og i år ved jeg at vores ønske bliver opfyldt.
I søndags var det årets korteste dag - jeg synes både at det er en mærkelig dag, men også at det er en skøn dag. For fra nu af går det kun fremad. Igennem de mange år i behandling var dette et lys i mørket, det går fremad nu mod lyse tider. Allerede i dag har det været rigtigt lyst. Ved godt at det er nemt for mig at skrive det her, men jeg har slet ikke glemt hvor hårdt det er at være barnløs. Jeg er jo stadigvæk barnløs - på en måde - jo jeg er gravid, men der er stadigvæk længe til at jeg står med vores barn i armene. Og helt glemme det, det gør man nok aldrig.
Men det er vigtigt at se fremad og se lyset forude. Snart begynder vi på et nyt år med masse af nye muligheder. Det er bare med at se dem og gribe chancerne.
Jeg er næsten klar til jul, mangler at pakke lidt gaver ind og så må jeg erkende at jeg ikke helt har nået de julekort jeg gerne ville. Så de sidste må klares med en email og et par opringninger. Jeg fik i går aftes bagt brunkager, det er lidt sent, men så holder de længere :) Pebernødderne når jeg ikke, men mon ikke der alligevel er så rigeligt julebag hvor vi kommer frem. Jeg vil ikke være julestresset, så derfor er der nogle ting, der er blevet nedprioriteret.
Der er nu 2 uger til MD-scanningen. Tankerne omkring den strejfer mig indimellem, men jeg prøver at lade være med at spekulere for meget over den. Men det er jo næste milepæl, der skal overståes. Jeg håber jo som altid på det bedste, men de mange år i behandling har "desværre" givet mig den indstilling, at jeg altid skal forberede mig på det værste, så bliver jeg knapt så skuffet.
Kan I nu alle sammen have en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår!!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Glædelig jul til dig og dine ... Nyd maven, roen og hinanden. Næste år er der en lille størrelse som tager al opmærksomheden og de store julegaver :-)
Selvom det her bliver en graviditet med uro, så fornemmer jeg alligevel at du formår at nyde den også. Det er vigtigt. Rigtig god jul til dig også. Det kommende år bliver et skønt et at se frem til.
Send en kommentar