11 + 5

Har altså stadigvæk ikke fattet at jeg er nået så langt. Er sådan lidt i en mellemfase - jeg er jo ikke i behandling længere, og al overstimulering er forlængst ovre. Omvendt så er min hjerne endnu ikke blevet omkodet til, at jeg faktisk er gravid, og at vi venter et barn, der kommer til maj. Til maj - der er jo længe til, det er jo først til næste år.

Jeg er også ved at acceptere, at vi nu er normale, og skal klare os selv. Jeg synes det har været hårdt, sådan bare at blive forladt af systemet. Nu har de holdt os i hånden så længe. Altså det skal ikke forståes sådan, at jeg savner at blive scannet i tide og utide, og jeg savner overhovedet ikke bivirkningerne fra hormonerne. Men det at jeg ikke ved om det går godt nu, det er jo ikke blevet kontroleret i snart en måned nu. Vil jo gerne have tjek-styr-kontrol på situationen.

Så nedtællingen til scanning på mandag er begyndt, og jeg skal nok nå at blive godt nervøs. Er glad for at vi skal afsted sammen, jeg vil slet ikke kunne overskue at tage afsted alene. Familien glæder sig til at høre hvordan det går, men jeg kan bare mærke at jeg er en smule bange, hvad nu hvis det ikke går? Så bliver det igen hårdt at skulle informere familien. Nej jeg vil slet ikke tænke den tanke, for selvfølgelig går det godt. Jeg har det jo godt, og jeg har overhovedet ikke haft så meget som tegn på blødning. Men puha, lige nu er der længe til på mandag.

For jeg synes det går godt, jeg er meget træt og føler jeg kan sove hele tiden. Men ellers har jeg det godt, har ikke nogen ubehag ellers. Så jeg har vel al god grund til at forvente at det går godt...