Har igennem længere tid følt mig følelsesmæssigt på toppen. Vores mislykkedes forsøg i januar er arkiveret og vi føler os helt klar til at komme igang igen. Og vi er jo allerede lidt igang, i hvert fald har vi tid til en opstartsscanning den 28/3.
Men der skal åbenbart ikke meget til at få korthuset til at vælte. Før jul hentede vi en lille hvalp hjem, hun skulle være en ny lille stjerne i vores hjem og i udstillingsringen. Men desværre har hun fået underbid, og det er en stor fejl. Så vi kan desværre ikke bruge hende og vi har derfor fundet et nyt hjem til hende. Og går eftermiddags skulle vi så lige trimme hende så hun kunne være fin til, at hun skal rejse i aften. Og hvor blev hun da fin. Så det endte jo i at jeg sad og tudede først over at jeg skal af med hende og senere blev det også til at alt hvad jeg har med at gøre ikke lykkes. Jeg mente bestemt, at jeg er en fiasko. Jeg kan ikke blive gravid og jeg kan ikke få en hund efter min storvindende hund.
Manden min sad bare lige så stille og holdt om mig og lod mig græde. Han er også ked af at vi skal af med vores lille pige. Men vi er begge enige om at det er det rigtigt både for hende og for os. Men hold kæft hvor er det da bare hårdt, vi er jo kommet til at holde af hende. Sidder her og får tårer i øjnene over at skulle skrive det. Men vi tror på at vi har fundet et godt hjem til hende og vi vil jo se hende igen. Vi skal forsætte med at trimme hende. Men i går var jeg tæt på at opgive det hele, og her til morgen havde jeg ikke den store lyst til at tage på arbejde.
Så meget for at føle sig ovenpå, når man kun går rundt på et tyndt gulv...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Man får nok bare de der dage ind imellem, hvor man føler sig som en total fiasko - især midt i projekt baby.
Men det er jo også med god grund, at du er ked af det nu - selvfølgelig knytter man sig til en hund. Ellers var der jo ingen grund til at have den.
Håber humøret vender snart.
Åh, kære dig. Jeg kan nikke genkendende til det hele (ok, ikke lige det med hunden). Men at man føler at der bare overhovedet ikke er noget, der lykkes og at alt man rører ved er en fiasko. Den lille vuffi får det garanteret rigtig godt i sit nye hjem, men det er det der med at gå på et tyndt gulv (godt udtryk) som betyder at det ikke altid vides hvad der udløser et opsprunget sår.
Men hold ud, hold ud. For måske er det dig, der står forrest i køen til jeres næste behandling og måske er det nu, miraklet sker. Det er jo set før.
Knus
Sechen
Send en kommentar