Hørt ved frokostbordet

2 mandlige kollegaer taler sammen:
...
D: hvad så skal I ikke snart have nr. 2?
T: nej ikke lige nu, det er lige ved at køre så godt (har en søn på 1 år)
D: jamen hvorfor dog ikke, der skal jo ikke være for længe i mellem dem
T: det er rigtigt, men jeg skal kun have 2 børn og det gør mig ikke noget at vente lidt.
...

Overvejede lige kort at bede dem om at klappe i og tænke sig om før de taler. Men besindede mig alligevel, orkede ikke at tage en diskussion med dem. Må jo desværre bare endnu engang sande, at mine muligheder for at planlægge en graviditet og bestemme hvor mange børn jeg kunne tænke mig for altid er forpasset. Og endnu gang blev jeg mindet om, at jeg er unormal og at de "normale" ikke har den fjerneste forståelse for min situation.

I min verden må man bare finde sig i at vente til ens nummer kommer op, og det er jo ikke noget, der sker i rækkefølge, nej det er bare at vente...

Lige nu venter vi på scanning den 28/3 og med opstart på næsespray. Det bliver dejligt at komme igang igen, for så sker der jo ligesom noget. Men jeg glæder mig ikke til de bivirkninger, der følger med...