torsdag, november 29, 2007

Visdomstand

Mine visdomstænder er ikke helt fremme, en del af dem ligger stadigvæk gemt under tandkødet. Det har givet mig problemer, når jeg har glemt at være flittig med tandbørsten, der langt inde. Så sidste gang jeg var til tandlæge, synes hun at der skulle kigges på den ene af dem. Til deres klinik havde de en specialist tilknyttet, som kom nogle gange om måneden og klarede disse lidt mere komplicerede opgaver.

Jeg fik så en tid nogle måneder frem, og den tid var så i går kl. 17. Jeg havde været spændt på hvad der skulle ske, for enten kunne man skære noget af tandkødet væk eller også skulle tanden rykkes helt ud. Jeg håbede jo selvfølgelig på det første.

Tandlægen kiggede på min tand, og sagde med det samme at den skulle ud. Jamen så må den jo ud, jeg var jo nødt til at tro på at han vidste hvad var bedst. Så de gik igang med at forberede til tandudtrækning. Jeg har aldrig før fået en tand trukket ud, så jeg vidste ikke helt hvad der skulle ske. Tror også det var godt det samme for ellers var jeg nok ikke bare sådan lige gået med til det.

Sådan en sund tand sidder jo godt fast, og inden bagerst i munden er der ikke meget plads. Så min mundvig er meget øm efter at den er blevet holdt væk med et tandspejl. Jeg synes det var meget voldsomt og overvældende. Tandlægen brækkede med nogle syle ligende instrumenter. Ret hurtigt bestemte han sig for, at tanden skulle skæres over. Det gik ret hurtigt, og lidt efter trak han det ene stykke ud. Midt i det hele måtte vi skifte klinik, fordi suget ikke virkede.

Inden på den anden klinik, gik han virkeligt igang med at ligge kræfter i at få tanden ud. Han skubbede og rykkede i et væk. Tilsidst lå jeg spændt som en flitsbue og tårene løb lige så stille ned af min kind. Jeg synes virkeligt at det var ubehageligt, det gjorde ikke ondt i munden, for der var jeg jo bedøvet. Men det gjorde enormt ondt i mundvigen, fordi den jo skulle holdes væk, føltes som om at de nappede og nev i den. Efter 1½ times arbejde, gav han op. Han kunne simpelthen ikke greje hvordan han skulle få det sidste af tanden ud. Og han synes ikke at jeg skulle ligge der og gabe mere. Så han syede hullet sammen, gav mig noget pencilin med og noget smertestillende. Og så synes han at jeg skulle til en anden tandlæge, som åbenbart skulle være dygtigere end ham.

Tudede hele vejen til bilen og kunne næsten ikke få fortalt manden min, hvad der var galt. Endeligt hjemme stod han parat, hvor var det dejligt at kunne falde i hans arme og bare tude løs. Det var en rigtig voldsom oplevelse og jeg har vel været lidt i chok over forløbet.

Har sovet nogenlunde i nat, med kinden på varmepuden. Men valgte at tage en dag hjemme, til at få slappet af og pleje min ømme kind og mund.

Nu går jeg og venter på at den anden tandlæge skal ringe og sige hvornår han så har tid til at se mig, så jeg kan få rykket det sidste af tanden ud. Puha, kunne ønske at jeg kunne blive bedøvet noget mere næste gang, måske få en af de sovepiller, man får til ægudtagning.

Ingen kommentarer: