fredag, november 30, 2007

Opstart på fryseforsøg

Den sidste Perlutex pille blev taget i søndags, og siden har jeg ventet og ventet på at der skulle komme en menstruation. Men der er kun kommet lidt brun udflåd. Så da jeg alligevel havde en sygedag i går, kunne jeg jo passende ringe til sygehuset og høre hvad vi skulle gøre nu når der ikke rigtigt sker noget.

Jeg fik tid til scanning her til morgen, og så måtte vi jo se hvordan det så ud. Og hvad sker der så her til morgen...jeg har selvfølgelig fået menstruation!! Juhuuuu!!

Manden og jeg blev enige om, at nu havde vi jo fået den tid og meddelt arbejdet at vi mødte senere, så vi kunne ligeså godt tage derned. Så kunne vi også lige få tidplanen genopfrisket. Desuden kunne vi lige få luftet vores ønske om, at oplægning ikke blev lørdag den 15. december, da vi virkeligt gerne ville være i Stockholm denne dag.

Sygeplejesken synes det var rigtigt positivt at menstruationen var kommet. Lægen ville gerne scanne mig, nu vi var kommet, så kunne vi jo alle forsikre os, at det så rigtigt ud. Og det gjorde det, en fin lille slimhinde. Så det er bare rigtigt godt.

Vi har fået tid til scanning 11/12. Og vi luftede vores ønske om at kunne komme til Stockholm. Det synes lægen lød rigtigt spændende, synes det var godt vi havde noget andet at gå op i. Han mente godt at vi kunne skyde oplægningen til mandag med lidt ekstra Crinone. Prøv lige at spør´ om vi er tilfredse...

Nu krydser vi bare fingre for at min krop arter sig, og at vores små ægbasser klarer optøningen. Og så er jeg begyndt at se frem til en alkoholfri jul. Det bliver altså bare vildt underligt ikke at kunne drikke et glas vin til julegåsen. Må trøste mig lidt med at min svigerinde er gravid, så hun kan heller ikke drikke, og at jeg så slipper for tømmermænd 1. juledag. Men det skal nu nok gå alt sammen, jeg ser positivt på opgaven.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Tænk at sige tillykke med menstruationen... men ikke desto mindre: TILLYKKE, så er første skridt taget og jeg håber det går godt resten af vejen.

Kh Totrange