Midt i frustrationen i går sendte vi en mail til overlægen. Hun har svaret her til morgen. Det hjalp i går at skrive til hende, og hendes svar har også givet lidt klarhed over situationen.
Hormontallet falder åbenbart langsomt efter blødningen, og de bliver ved med at følge os til tallet er nul. De er meget ops på graviditet udenfor. Det er jo også meget betryggende at de ikke bare lader os sejle afsted. Så vi må bare vente en uge mere, og håbe at tallet snart vil gå helt ned.
En anden ting som vi har spurgt hende om, er om vi kan nå et nyt forsøg inden sommerferien. Dertil svarer hun at undersøgelser har vist, at det ikke giver så godt et resultat at prøve lige efter at man har været gravid, der skal helst gå en måned med normal cyklus og faktisk har det vist sig at det giver bedre resultat at vente 2 måneder.
Så vi har været ved at tælle, på vores efterhånden nedtalte fingre, at det da vist ikke kan nåes inden ferien. Sidste år var det midt i juni de stoppede. Og hvem ved hvor længe der går før min krop synes den er normal igen og synes at der skal komme en menstruation? Omend det virkeligt er utroligt hårdt, må vi vist hellere indse at vores næste forsøg bliver engang til august. Hvor er det bare strengt at skulle vente så længe. Vil slet ikke vide hvor lang tid det er. Men vi synes også det er fjollet at gå igang med det samme, hvis det giver bedre chancer at vente. Og det stakkels sygehus personale skal jo også have ferie...ironisk smiley...
Jeg prøver jo altid om der ikke er noget positivt, tjaa...det er så lige lidt svært nu. Men jeg kan se at Frøkenhat gerne vil have sig en kold fadøl, så jeg tænkte om ikke jeg kunne vikariere lidt for hende? Eller skal jeg bare glæde mig over at jeg kan tage mig en øl uden at have dårlig samvittighed?....
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
ØV altså....
Det er vildt hårdt, når man ikke kan komme videre med behandlingen men må holde ufrivillige pauser. Da jeg aborterede i december måtte vi også vente til foråret med at gå i gang igen. Vildt frustrerende syntes jeg. Men faktisk blev det en god pause. Var godt for mig og for min krop at samle kræfter og tænke på noget helt andet. Så når nu det skal være, så prøv om I kan bruge ventetiden på noget godt. Tag en weekendtur til Berlin, gå ud og spis god mad med god rødvin til, forkæl hinanden og ikke mindst jer selv.
Mht at få graviditeten ud af kroppen, så husker jeg, at jeg var vildt gal over, at jeg stadig havde graviditetssymptomer, når nu det hele var overstået. Følte at min krop hånede mig med de ømme bryster og let kvalme. Så jeg håber, du snart får lov at blive nulstillet på den front.
Og kom så til drukgilde i havestuen. Der er stadig et par fadøl tilbage i anlægget, tror jeg!
Er det i øvrigt ok, hvis jeg linker til din side?
Tak for din kommentar Frkhat. Jeg tror du har ret, det skal nok blive ok med en pause. Kroppen bliver jo vildt påvirket. Og jeg har jo egentligt været 2 behandlinger igennem lige efter hinanden, så jeg trænger vel egentligt til at holde lidt fri. Da vi fik beskedden om at graviditeten var gået til grunde, var vi bare så opsat på at komme igang med det samme. Men ting tager tid og behandling tager enormt lang tid.
Det kan da godt ske vi skulle tage en weekendtur til Berlin - er det noget du kan anbefale? Jeg har aldrig været der. I første omgang tror jeg vi kaster vores energi på at vores pigehund skal have hvalpe om 14 dage. Denne gang håber vi det går godt og at hvalpene vil overleve.
Du må meget gerne linke til mig, jeg sætter dig på min liste.
Kigger forbi til en fadøl senere - Tak.
Send en kommentar