Hvis man ikke spørger får man ikke noget at vide

Fik taget endnu en blodprøve i tirsdag - tallet var 159. Så det hedder ny blodprøve på onsdag. Har det bare sådan at nu skal det bare overståes.

Ellers så optager det mig ikke så meget for tiden. Det gør derimod min pigehund, hun kan gå i fødsel hvert øjeblik det skal være. Men jeg regner med at det bliver i aften hun begynder at blokke op. Det bliver bare så spændende, det er lidt som at blive mor selv.

I søndags havde vi inviteret svigermor til spisning. Vi havde før jul købt en and, som vi ville prøve at grille på vores weber. Det var faktisk ret hyggeligt, godt nok kom vi først til at spise kl. 20, da vi lige havde fejlvurderet stegetiden. Men pyt, den blev bare rigtigt god. Vi sidder og spiser og snakken falder selvfølgelig på vores mislykkede forsøg. Jeg sagde bla at det havde været virkeligt hårdt at skulle erkende at det var gået galt, og at det havde været en rigtig hård periode for os rent psykisk. Og så kunne hun åbenbart ikke holde sig tilbage, og spurgte: var det så derfor at I ikke var henne hos fætteren og kæresten? Altså dem der her for ca 1½ måned siden fik en pige. Tjaa, det var jo nok lige lidt for meget. Jeg begyndte at græde, for jeg synes jo bare at det er så død uretfærdigt hver gang nogen får et barn uden at have kæmpet for det. Min svigermor lever meget efter at hvis man ikke spørger, så får man ikke noget at vide. Nogen gange kunne det være dejligt hvis hun også lige tænkte inden hun talte. Er det så svært at sige sig selv, at det er hårdt for os at være sammen med nogen, der lige har fået det ønske opfyldt som vi har haft de sidste 3 år? Er det svært at forstå at vi føler os overhalet indenom?

Om 2 uger bliver mandens niece 2 år. Hvis det var lykkes for os med det samme, ville vi have haft et barn på samme alder. Så det er bare dødhårdt at skulle være glad på sådan en dag. Men det kan niecen jo ikke gøre for - heldigvis!