Nyt tal

Jeg er her endnu. Mit behov for at kommunikere med omverdenen har været meget lille, det kaldes vel at lukke sig inde i sig selv. Tror at jeg har haft behov for bare at være mig. Jeg har haft det godt, men tak for jeres bekymringer :)

Jeg begyndte at bløde forrige lørdag, ligeså stille - lidt som en vandhane der drypper. Ikke meget på en gang, men noget hele tiden. Så aldrig har jeg da fået brugt så mange bind i så mange dage... I søndags stoppede det, og jeg har de sidste par dage kun haft lidt udflåd.

Så det var med meget stor spænding at vi så frem til dagens blodprøvesvar. Først ringede jeg derned og talte med den sygeplejeske, som havde telefonvagten. Hun vidste næsten ikke hvordan hun skulle få det sagt, men tallet var jo faldet. Jamen det er da godt kunne jeg så svare... OK ja for hun troede at det var skidt. Men tallet er stadigvæk 975. Hun havde lagt svaret til lægerne, og jeg kunne ringe igen om en halvtimes tid, så havde de kigget på det og afgjort hvad der videre skulle ske. Godt så. Jeg ringede igen senere, og fik svaret fra samme sygeplejeske at lægen havde vurderet at jeg skulle komme igen om en uge til ny blodprøve. Jamen hvorfor er tallet ikke nul, når nu er jeg ikke bløder længere. Jamen det kunne tage noget tid inden det var helt ude af blodet og af kroppen.

Puha det var altså ikke lige den besked vi havde forventet. Og alt dette imens vi var til svigermors 60 års fødselsdags reception. Hendes store dag, hvor hun jo sådan havde glædet sig til at kunne fortælle alt og alle at hendes svigerdatter var blevet gravid. Men sådan skulle det jo desværre ikke være. Og det har hun haft endnu sværere ved at acceptere end vi selv har, og derfor har vi ikke talt så meget sammen den sidste tid. Jeg har simpelthen ikke haft overskud til at være der for hende. Jeg har følt mig svigtet af hende, for jeg synes jo at hun skulle være der for os. Og det gjorde det jo heller ikke nemmere at mandens fætter og kæreste var der med deres lille pige, der er ca 1 måned gammel. Og en af svigermors arbejdskollegaer med sit lille barn.

Men jeg klarede dagen uden at blive pinlig. Jeg undgik direkte konfrontation og holdt mig til den del af selskabet, hvor jeg kunne få lov at tale om mine hunde og ikke behøvede at skulle forsvare mig pga af manglende børn.

Hjemme igen kunne jeg så ikke holde længere, og endte i en ordentligt tudetur. Det hjælper at få det ud, men hold da op hvor er jeg bare drænet bagefter. Vi blev enige om at sende en mail til overlægen. Håber hun svarer på denne her. Vi sendte hende en mail torsdag før påske, som vi ikke har fået svar på... Synes bare der er nogle ting, som vi gerne vil have svar på. Og vi vil gerne høre hendes vurdering. Synes det er svært at argumentere med en sygeplejske man ikke kender, fra en mobiltelefon med dårlig forbindelse. Og lægen sagde jo dengang til scanningen at vi endelig bare skulle skrive til hende, hvis vi havde noget på hjertet.

I morgen skal jeg så på arbejde igen efter påskeferien. Det er en meget hård og svær periode på mit arbejde. Min chef døde pludseligt lørdag den 31/3. Han blev 60 år i november. Han har været hjerne bag firmaet, har stået for al personale (ansættelse, løn, ferie osv.), har været den udvendte til nuværende og nye kunder. Så der er et meget stort "hul" på hans plads, og det bliver en meget svær opgave at få taget over efter ham. Især fordi vi ikke er så mange i firmaet, og derfor ikke bare sådan lige har en at sætte ind. Vores direktør bad om betænknings tid her i påsken. De har arbejdet på flere løsningsforslag. Men hvilken der nu i den ændrede situation passer ham bedst, havde han brug for noget tid til at tænke over. Forståeligt nok, for det er et stort chok for os alle at min chef er død. Men det giver unægtigeligt en del uro i mit univers, som jeg jo synes til tider er uropræget nok. Jeg har nydt at mit arbejde har været så roligt, et sted hvor jeg bare kunne sidde og være til og lave noget uden at skulle tænke så meget over hvad jeg gør. Tjaa...der er altid noget at bekymre sig om og vente på....