Synes livet er hårdt og uretfærdigt for tiden. Jeg testede i går morges, og den var (selvfølgelig) negativ :(
Fredag aften gik med at besøge et hold rigtigt gode venner, her fik jeg et par glas vin og en øl. Det resulterede i at jeg hele lørdagen havde en dunrende hovedpine og var meget træt. Så jeg gik i seng lørdag aften kl. 20.30 og sov i 12 timer. Føler mig frisk i dag. Men er stadig øm i maven og en smule tung i hovedet. Så hvis det ikke lige var for den negative test, ville jeg da mene at jeg havde mange symptomer på at være gravid.
Det trækker hårdt på min psyke for tiden, jeg kan ikke helt acceptere at min krop ikke gør som jeg ønsker. Jeg har meget svært ved at være positiv, og har ikke overskud til meget andet end blot at få det mest basale i hverdagen til at fungere. Jeg ved at det betyder at manden min skal lave mange af tingene, men jeg har bare ikke overskud til hjælpe ham. Jeg er ham dybt taknemmelig, uden ham ville jeg da være gået helt i brædderne. Synes at det er synd for ham at han skal trækkes med mig. Har sagt til ham at han gerne må skille sig af med mig, jeg er jo bare en defekt. Men det vil han heldigvis ikke.
Kan ikke rigtigt overskue situationen lige nu. Føler bare at det hele vælter og at tiden bare tikker derudaf. Drømte i nat at jeg fik min menstruation, så jeg håber nu på at min drøm går i opfyldelse. Håber selvfølgelig også på at den ikke gør, men at jeg i stedet kan teste positiv her om nogle dage. For der er jo stadigt et lille håb endnu, og det vil vi forsøge at klamre os til. Har svært ved at skrive ned præcist hvordan jeg har det, men jeg er meget frustreret, ked af det, opgivende, negativ, hjælpeløs, og opgivende.
Hvor er livet bare hårdt.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar