...ja rigtigt længe siden...
Faktisk helt uvirkeligt længe siden.
Når jeg læser tilbage i min blog til dengang for længe siden, engang sidste år, har jeg tiltider svært ved at fatte, at jeg virkeligt var så langt ude i den overstimulering, at jeg virkeligt var så dårlig, at jeg nærmest ingenting kunne i 5 uger.
I går talte Manden og jeg om vores kamp for at nå til målet. For det var jo en kamp, og hvilken kamp. Men nu hvor vi har nået målet, synes kampen ikke længere så hård og streng. Smerten, som hedder, når vi nogensinde i mål, er ikke længere særlig stærk, for vi har jo nået målet.
Tankerne tilbage til dengang for et år siden, er meget stærke for tiden. For lige nu, for et år siden, var det at overlægen konkluderede, ud fra et medmenneskeligt synspunkt, at jeg skulle indlægges. Han synes simpelthen ikke jeg længere kunne være tjent med at være så dårlig af overstimuleringen, jeg behøvede hjælp. En hjælp, som jeg ikke selv magtede at spørge om. Og tankerne er også tilbage, fordi det snart et præcist et år siden, at blodprøven viste, at vi endnu engang var heldige, at jeg endnu engang var blevet gravid. Og de følgende bekymringer begyndte at melde sig. Skulle vi være heldige denne gang, skulle vi nå frem til et lille hjerteblink? Alting var så usikkert, og det har jo også gjort at jeg faktisk igennem hele min graviditet har haft svært ved, at tror på at det virkeligt var sandt. Det var først til allersidst at jeg endeligt indså, at det var rigtigt, vores store ønske ville blive opfyldt.
Tak Sech, fordi du har skrevet et rigtigt godt indlæg. Du rammer fuldstændigt plet.
Så længe leve høj september sol !!
Mange tanker til alle, dem der - desværre - stadigvæk må have smerten hængende over hovedet. Men husk nu at blive ved med at tror på det - næste gang er det Jeres tur til at kaste smerten væk.
Hilsen LOK - der sidder hinsidan i Helsingborg, træt og mæt efter en dag på hundeudstilling og klar til at gå i seng og lade op til endnu en dag på udendørs udstilling.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Det er Jer så velundt at det lykkedes at få den store drøm opfyldt! Jeg glæder mig til at skrive lignende indlæg en skønne dag. Tak for tankerne og knus til dig!
Nu tuder jeg også lidt over dit indlæg :-)
ja, vi har været så heldige, så heldige. Og når jeg ser lillemanden på din blog, så smelter man da lidt indeni! Han er SÅ kær! Og en savler, ligesom Asbjørn. Så her er der også netop i sidste uge indkøbt savlesmække (som også kan opsamle gylp!).
Lige en kommentar til det med manden og hverdagen på barsel. Jeg kender det godt, det der med at selvom manden er rigtig god og hjælper og er rigtig meget på, så ER det bare os, der går hjemme med ungerne 24-7. Og det betyder altså - i hvert fald herhjemme - at det er mig, der husker at klippe negle, rense ører, ved hvor træls det er hvis ungen ikke har ville sove en dag og så videre og så videre. Manden sidder jo ikke med det i så mange timer i døgnet. Og herhjemme kan jeg altså godt mærke at der virkelig er forskel på at være nogens mor og nogens far! Far tager putteritualer, sovning og mad meget mere afslappet - men han lever jo heller ikke med konsekvenserne på samme måde, om man så må sige!
Tillykke til os, LOK, for vores fantastiske drenge :-)
Send en kommentar