I dag er det 2 måneder siden - faktisk i disse minutter - at Lillemanden så dagens lys.
Jeg har mange gange knebet mig selv i armen, den er god nok, han er her. Jeg ved godt at jeg gentager mig selv, men det er nok fordi det betyder meget for mig at få det skrevet ned. Men jeg er altså dybt taknemmelig over, at vi endeligt efter 5 års venten fik lov til at få vores største ønske opfyldt.
Det er simpelthen den stærkeste oplevelse i hele mit liv, da jeg så vores lille dreng for første gang. Så fantastisk dejlig og så længe ventet.
Vi besøgte Oldemor her i lørdags. Hun mener bestemt at hendes bøn for os har hjulpet, for vi har jo kæmpet hårdt og længe synes hun. Hun spurgte hvordan jeg havde det med at have kæmpet så længe. Tjaa, det har jeg faktisk glemt alt om. Ok så måske ikke glemt, men i hvert fald fortrængt. Det betyder faktisk ikke noget for mig nu. Nu er Lillemanden jo her, hvad mere har jeg brug for. Og helt ærligt piger, al den kamp og nedtur, er det ikke ok bare at skubbe det bag ved i arkivet?
Han er bare en lille svedske min lille dreng. Han er begyndt at vippe med fødderne når han får flaske. Det er bare så kært. Og når man har ham foran sig, så smiler han over hele hovedet og klukker.
Det er bare livet !!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Jeg kan ikke se noget galt i at smide kampen bag sig og sige, "det var det".
Jeg var faktisk bange for at jeg ville blive ved med at være misundelig på alle de "naturligt" gravide, fordi de bare kom til det så nemt i forhold til mig, men sådan har det slet ikke været. Lige siden min første graviditet har jeg bare været så uendelig lykkelig, og kampen for at nå dertil har været en sten på vejen, som for mig bare beviser min kærlighed til poden (snart poderne ;-)
Glæd dig over din glæde. Og husk at nyde hvert sekund - men det lyder det som om du gør. Og så lyder han skøn din lille dreng!
Endnu engang tillykke!
Kh Solsikke
Jeg synes det er både rigtigt og rigtig godt, at du har lagt BIB-tiden bag dig. Den er virkelig heller ikke værd at samle på! Og når du ser på lillemanden, så er han jo et stærkt bevis på, at det er fortid og fortiden skal man jo som bekendt ikke dvæle ved ;0)
Dejligt at læse alle Jeres glade baby-indlæg i blogland!
uhm dejlige vibes herovre! og tillykke med den tæer-vippende lillemand!
jeg har det dobbelt med bib-fortiden. på den ene side er det så utrolig langt væk og jeg skal "koncentrere2 mig for at mærke eller måske nærmere huske smerten smerten som var dengang. på den anden side er skattebjørnen det lyslevende bevis på bib-tilværelsen der var en gang. og vi mindes en del herhjemme og sender taknemlige tanker til hvidovre -ligesom i sikkert ogå gør. men måske er mennesket sådan indrettet at vi har behov for at ligge smerte bag os. og lok, hvor har vi bare været heldige -lad os bare stor-glæde os over det!
knus (med een ammehånd)
sechen
Send en kommentar