Fødselsbeskrivelse

Nu må jeg vist hellere få det skrevet ned inden de små detaljer går i glemmebogen...

I dagene op til fødslen følte jeg mig stadigvæk frisk og i vigør. Begyndte dog at være lidt besværet og få flere plukkeveer. Tænkte at det var godt, at der snart kun var en uge til termin. Kunne ligesom se en ende på besværet.

Onsdag aften var det som om at plukkeveerne flyttede sig fra toppen af maven til bunden. Jeg havde læst, at det var der de rigtige veer skulle komme. Så det var jo nok begyndelsen, men jeg tænkte at det nok ikke var noget særligt.

Torsdag morgen tidligt var de der veer lidt kraftigere, men meget uregelmæssige. Så jeg sendte manden afsted på arbejde. Han skulle på kundebesøg, dog kun godt 30 min kørsel hjemmefra. Jeg havde det jo fint, så jeg så ingen problem i at han tog afsted. Formiddagen brugte jeg til at få vasket tøj, havde jo tirsdag købt det sæt, som Lillemanden skulle have på hjem fra sygehuset. Jeg fik også bagt boller og ryddet lidt op.

Ved 10-tiden synes jeg at veerne begyndte at komme oftere, så jeg begyndte at tage lidt tid på dem. Men der var både 6-7-8 og 9 minutter imellem. Så da manden ringede hjem omkring kl. 10 havde jeg det stadigvæk fint, og han ville fortsætte sin arbejdsdag. Omkring kl. 11 synes jeg at det begyndte at være lidt træls, når der kom en ve. Så jeg bestemte mig for at hvile mig lidt, og så holde øje med hyppigheden. Den var nu nede på 6-7 min. Ved middagstid ringer manden igen hjem til mig, og nu har jeg det faktisk rigtigt dårligt. Jeg har kvalme og har det faktisk ikke særlig godt. Han siger at der lige er noget han skal gøre færdig, og så vil han være hjemme omkring kl. 14. Jeg siger vist ikke så meget til det, jeg har nok at gøre med at holde styr på min vejrtrækning, når der kommer en ve. Et kvarter senere ringer han igen og siger at han kører hjem nu. Min tidsfornemmelse forsvinder her og jeg har slet ikke styr på noget som helst og da slet ikke hvor længe der er mellem veerne.

Manden kommer hjem lidt over kl. 13, og finder mig siddende på kontoret kæmpende med veerner. Jeg har ikke haft overskud til at pakke tasken, så den stakkels mand springer rundt i hele huset og spørger indimellem hvad jeg vil have med. Men det har jeg da slet ikke overskud til at tænke på. Manden får også ringet til fødegangen, og siger at vi gerne vil komme ind. Så er vi klar, siger han til mig, og jeg skal så have sko på. I det jeg rejser mig fra sofaen kan jeg næsten ikke holde mig oprejst, jeg får simpelthen sådan en pressetrang. Jeg bliver vildt forskrækket og bange. Jeg er overbevist om, at jeg da overhovedet ikke må presse allerede nu, det er jo alt for tidligt, der skal jo gå mange timer med veer endnu. Manden prøver endnu engang at få mig op at stå - med samme resultat. Jeg siger til ham, at jeg slet ikke kan overskue at komme ned på sygehuset. Kan måske godt komme ned i bilen, men at skulle vente ved hovedindgangen, mens manden parkerer bilen, og så derefter tage elevatoren op til fødegangen, det kunne jeg bare slet slet ikke lige overskue. Hvad gør vi så? Manden ringer til fødegangen igen, og forklarer at han altså ikke kan få mig med. Jamen, kan hun ikke gå mellem veerne? Nej, det kan hun ikke. Så de bestiller Falck til at komme og hente os. Imens får manden mig sat på en stol i gangen, og her får jeg sådan nogenlunde styr på veerne - nogenlunde. Da ambulancen kommer skal jeg jo lige gå ud af døren og ned af vores lille trappe, jeg kan huske at det regner, for jeg bliver våd i hovedet. Jeg skal så op på båren og ligge ned, og så går det bare helt galt med kontrollen med veerne. Godt vi ikke har så langt til sygehuset, men det føles rigtigt længe, når man bare ligger der og ikke har styr på noget som helst.

Vi ankommer til fødegangen lidt over kl. 14 og bliver kørt direkte ind på fødestuen. Falck rederen har styr på at jeg nu har 2-3 minutter imellem mine veer. Vi bliver mødt af chefjordemoderen og den jordemoder som skal føde med os. Hun er bare rigtig sød, og jeg føler med det samme at jeg er kommet i trygge hænder. De får mig over på fødelejet, jeg er ski ikke til meget hjælp. Har det bare dårligt og mener ikke jeg kan noget som helst, men jordemoderen insisterer på at det kan jeg godt.

Jordemoderen undersøger mig, og siger med det samme, at han jo står klar og om jeg vil mærke. Øhh hvad - jamen det vil jeg da godt. Kl. 14.30 sprænger hun hinden og vandet går. Og så er det ellers igang med at presse. I starten kan jeg ikke rigtigt finde ud af det, men jordemoderen er rigtig god til at instruere mig. Jeg skal bare have det 2 gange, for at det når at trænge ind. Jordemoderen siger til mig, at hun gerne vil have ham ud i én ve. Så hun styrer mig igennem de næste par veer, og jeg presser det bedste jeg kan, men hold fast hvor gør det bare ondt. Kl. 14.48 fødes vores lille dreng i intakte hinder fra halsen og ned. Han får fuld Apgar.

Det er en vildt oplevelse at få ham op på maven, helt ubeskriveligt fantastisk. Han er bare så fin og slet ikke blå eller trykket. Det øjeblik ville jeg ønske at jeg kunne have holdt stille, og bare nyde i rigtig rigtig lang tid.

Moderkagen kommer ud kort tid efter og også den er fin. Bagefter undersøger jordemoderen mig, og kontaterer at jeg har fået en dyb rift i skeden. Hun vil gerne have en læge til at kigge på det, fordi riften er ret dyb. Lidt efter kommer der 2 reservelæger, som begge skal undersøge mig. De vil så gerne have chefjordemoderen til at kigge på det. Så hun undersøger mig efter at min jordemoder har vist og forklaret. De 4 konkluderer så at det skal overlægen kigge på, og hun er så lige gået til et kejsersnit. Så jeg må pænt ligge og vente til hun er færdig. Hun kommer omkring kl. 16 og undersøger mig, og konkluderer at jeg skal syes. Så jeg bliver bedøvet og syet. Det var ret ubehageligt at blive bedøvet i et totalt overkørt underliv. Lægen sagde at jeg ikke vil få nogen mén af den rift, og det er da dejligt at vide.

Herefter kommer jeg ned af fødelejet og over i en seng. Vi får lidt at spise og får ringet rundt til familien. Der bliver tudet en del. Vi ligger bare og nyder vores lille dreng - det er bare så skønt. Vi har ingen tidsfornemmelse og aner faktisk ikke hvornår han kom til verdenen. Det finder vi først ud af dagen efter, da vi læser jordemoderens journal. Senere bliver vi flyttet til en stue på fødegangen, fordi de vil have gjort fødestuen ren. Og efter noget tid der, bliver der endeligt plads på barselsgangen, hvor vi skal tilbringe natten fordi Lillemanden skal have tjekket sit blodsukker pga min graviditetssukkersyge. Han får også lidt tilskud, så han ikke får for lavt blodsukker og bliver dårlig. Jeg synes det var lidt træls at vi skulle på barselsgangen, for her kunne manden jo ikke overnatte. Det var hårdt at sige farvel til ham. Ville gerne have delt de første timer med ham.

Det var en hurtigt fødsel og slet ikke som jeg havde forestillet mig. Havde jo fået ørene tudet fulde af, at det bare tog lang tid. Vi havde talt meget om hvilken form for smertelindring jeg skulle have, og jeg havde en drøm om at skulle føde i vand. Men ingen af delene nåede at blive aktuelt. Men jeg synes det var en rigtig god fødsel, og jeg er da rigtig glad for at det gik så hurtigt. Havde da frygtet at det skulle stå på i flere dage. Så jeg er da klar til at føde igen. Jordemoderen sagde også til mig, at hvis der blev en næste gang, så skulle jeg altså komme ind når mine veer begyndte, for det vil jo højest sandsynligt gå hurtigere næste gang.