Bladet fra munden

Kære Dagbog

Undskyld at jeg har forsømt dig de sidste 2 uger. Jeg kan ikke komme med nogen egentligt forklaring, andet end at jeg prøver så godt jeg kan at træde vande og holde hovedet oppe.

Har det i bund og grund godt. Min krop er ikke påvirket af medikamenter af nogen art. Så er jo dejligt nok.

Men lige under overflade lurer ubehaget og spekulationerne...

Vi skal snart igang igen, når bare lige at jeg får menstruation. Det ser dog ikke ud til at den sådan lige vil komme af sig selv, så det ender jo nok med at jeg må have en omgang Perlutex. Og så tager vi hul på den store omgang (igen). Hvordan var det nu nedturen påvirkede mig? Hvor langt kommer jeg ned? Hvornår går det op igen? Hvor længe? Tjaa... det var vist bare lige de første spørgsmål, der presser sig på.

Men igang det skal vi. Egentligt kunne jeg jo ligeså godt i dag som i morgen få ringet på sygehuset og bede om en recept. Hvorfor udskyde det længere? For vi skal igang.

For tiden går jo bare lystigt derud af og jeg bliver ikke yngre med tiden. Føler at jeg er ved at blive gammel, mine hænder ser gamle ud... Åhhh....det her emne har bare kredset i mine tanker igennem længere tid, og jeg har flere gange prøvet at tage tilløb til at få dem skrevet ned. Men nu er jeg lidt igang, så mon ikke det kommer snart.

På søndag skal min søsters tvillinger døbes. Vi ved jo godt deres navne, men det skal jo være officielt. Vi tager derud i morgen og hjælper med at sætte borde op og lave maden. Det skal nok blive hyggeligt og så har min mor inviteret os alle på aftensmad. Jeg glæder mig. Men det er desværre ikke helt uden bekymringer. Min søster vil nemlig gerne at jeg bærer det ene barn i kirken og pligtopfyldende som jeg er, har jeg lovet hende det. Men nu begynder bekymringerne at komme, kan jeg overskue det? Det vil være pinligt at begynde at græde i kirken. Bagefter betyder ikke noget, det er kun den nærmeste familie, og de ved det jo godt. Jeg kunne jo bare sige nej, men omvendt så er det også noget jeg gerne vil. Tror jeg vil drømme at det er mit eget barn, og så bare prøve at nyde det så godt jeg kan.

Så kære dagbog jeg er her og jeg lever det bedste jeg kan...