Nu gik det lige så godt...

Tjaa...har ikke skrevet i lang tid, har ikke rigtigt haft noget på hjertet. Faktisk har jeg haft det rigtig godt med mig selv og min krop, og slet ikke tænkt på barnløshed og behandling.

Men nu begynder det at ramle for mig. Min sidste mens var den 29/6, dvs at jeg nu er på 34. dag i cyklus. Det i sig selv er bare dødfrustrende. Hvorfor kommer den mens ikke?

På vej hjem i bilen fra arbejde begyndte jeg så at regne på, hvor langt henne jeg ville være, hvis nu at graviditeten havde holdt. Så var det at bægeret flød over. Tænk engang 6 måneder. Nej, jeg vil ikke tænke på det. Jeg bliver bare vanvittig. Og jeg skal heller ikke begynde at regne på, at der snart er gået 1 år siden vi var til indledende samtale, og at vi på dette år "kun" har nået 1 iui og 1 ivf. Og jeg skal da slet ikke begynde at regne på, hvor gammel mit barn kunne have været, hvis det var lykkes i de første måneder efter at jeg stoppede med p-pillerne. Alt det skal jeg overhovedet slet ikke begynde på, for så bliver jeg bare helt skør oveni, og meget gammel.

Lige i disse dage har jeg rigtigt svært ved at se frem ad og se lyset for enden at tunnelen.

I disse dage har jeg allermest lyst til at give fortabt og sige game-over.

I disse dage er det også at jeg spørger mig selv, hvorfor det er at jeg har "syltet" min rigtig gode veninde. Hvorfor er det at jeg ikke ringer til hende? Mit svar er, at jeg ikke har overskud til at være der for hende, jeg har behov for at hun er der for mig. Men hvordan får man lige det sagt? Jeg har svært ved at udtrykke min frustration over vores manglende barn, så hun forstår det. Så synes jeg det er nemmere at tie, og i stedet høre på hendes problemer. Og som en anden struds stikke hovedet i en busk, og lade som om jeg ikke er her. Faktisk skulle jeg have været med hende på landslejr i disse dage. Men jeg har simpelthen ikke overskud til at tage kontakt.

I disse dage gør jeg også status over de sidste 4½ måned siden scanningen. De har været hårde, rigtig hårde. Og bevist eller ubevist har jeg/vi undgået konfrontationer med selskaber med gravide og små børn. Selv min svigermor er blevet lagt på is, efter at hun ikke kunne forstå hvorfor vi ikke kunne sige tillykke til mandens fætter 1 måned efter scanningen. Nu kan jeg erkende at tiden har været mere hård, end jeg har villet indrømme. Jeg har ubevist afskåret mig selv fra den "besværlige" del af omverdenen.

I stedet har vi begravet os i hundeudstillinger og hundevenner. Dem der ikke spørger til, om vi da ikke snart skal have børn. Og dem der ikke spørger hvorfor vi bruger så meget tid og så mange penge på udstillinger. Det er meget nemmere at snakke hunde en hel aften, end at skulle være på vagt og være klar til at forsvare sig selv, bare fordi man ikke har barn/børn endnu. Det har været nogle dejlige måneder med nogle helt fantastiske resultater. Men det er kun en erstatning, en sutteklud, for det savn som vi begge føler.

Lyspunktet lige nu er, at vi på fredag går på ferie i 2 uger, hvor vi skal være herhjemme og slappe af sammen. Det er vist det vi trænger til. Og så siger vejrudsigten jo at der kommer helt pænt vejr - skønt !!