Tanker før blodprøven

Det her er altså bare så uvirkeligt for mig, jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige og gøre. Om et døgns tid ved vi besked om blodprøven. Enten så er vi helt i skyerne eller også sidder vi med en flad fornemmelse.

Det virker bare helt utroligt at vores første rigtige ivf forsøg ser ud til at lykkes. Jeg føler mig meget priviligeret og meget heldig. Lige nu er jeg selv en af dem, som jeg for få dage siden ikke brød mig så meget om at læse om, for jeg kunne slet ikke forestille mig, at det kunne blive mig, der efter første forsøg kunne stå med en positiv test.

Manden min er meget rolig, men jeg tror nu alligevel han er ligeså spændt som jeg. Han har bare en anden måde at vise det på. Og selvom han siger, at nu skal vi lige tage det helt roligt, og ikke flyve helt op i skyerne, kan jeg mærke at det bobler inden i ham af glæde. Det er dejligt at se og mærke. Han er bare så fantastisk.

Vi har her i eftermiddag sendt sms rundt til familien, hvor vi beder dem om ikke at ringe til os i morgen. Vi vil gerne have lov til fordøje resultatet, inden vi skal stå til regnskab overfor andre. Især hvis det bliver negativt, så tror jeg bare vi begraver os under dynen.

På den ene side har jeg lyst til at ringe rundt til hele verdenen og fortælle, at jeg har taget en positiv test. Og på den anden side har jeg lyst til at vente flere dage med at sige noget. Vi har været meget åbne med dette forsøg, og fortalt vidt og bredt om hvad og hvornår. Faktisk lidt formeget fandt jeg ud af til sidst. Følte at mit underliv pludselig var blevet samtaleemne i hele familien. Så hvis vi får positivt resultat i morgen kunne jeg godt finde på at holde det lidt for mig selv. Er spændt på om familien respekterer at vi ikke ønsker opkald. Har en svigermor og en svoger, der hvis vi ikke svarer telefonen med det samme, bliver ved med at ringe både på hjemmenr og mobilerne. Ret belastende. Måske det ender med at vi trækker stikket ud...