Update

Uhhh.....har gået som katten omkring den varme grød flere gange... Men jeg er altså i live, har bare ikke haft overskuddet til at blogge... Har spekuleret over hvad det skyldes, jeg har været igennem mit livs første ivf...

Kort fortalt startede jeg op på hormoner den 15.11, med 100 enheder puregon. Kontrol den 23.11, hvor lægen ikke var helt tilfreds med ægudviklingen. Der var 1 stort og mange små. Jeg blev sat op til 150 enheder. Lægen mente godt at de andre æg kunne nå at komme med.

Kontrol 27.11. Her var der kun det ene æg, på 17 mm, de andre var små og ubetydelige. Livmoderslimhinde perfekt. Det var jo ligesom ikke det helt store at sige og gøre, at bruge et forsøg på kun 1 æg ville være helt hen i skoven. Så vi takkede ja til iui. Som så var den 29.11.

Og jeg er bange for at det desværre heller ikke bliver denne gang, er så småt begyndt at bløde i dag. Er bare SÅ skuffet og ked af det. Mit humør passer fint til vejret.

Oveni vores behandling, havde vi bestemt os for at prøve at være opdrætterer... Den 14.11 fik vores tæve en lille han hvalp, som der fra begyndelsen var problemer med. Han voksede ikke som han skulle, vi kunne ikke helt finde ud af om hun havde mælk til ham eller ej. Jeg flaskede ham op allerede fra dag 3. Vi stod op midt om natten for at give ham mad. Sidst i uge 48 begyndte han at kunne se og høre, og vi fik hurtigt bedre kontakt med ham. Han begyndte at stå på benene og gå/kravle rundt i kassen. Men onsdag morgen den 6.12 virkede han mut og ville ikke rigtigt spise, og da jeg kom hjem fra arbejde kunne jeg se det var helt galt. Han lå og trak vejret meget anstrengt og havde tabt sig. Jeg ringede til dyrlægen, og han mente at jeg skulle prøve at give hvalpen mælk. Sidst på eftermiddagen kom dyrlægen hjem til os og gav hvalpen væskedepot i nakken og noget antibiotika, da han mente hvalpen havde en infektion, når den nu trak vejret så anstrengt. Vi skulle så prøve senere på aftenen at give ham noget at spise. Ved 21.30-tiden prøver vi så at give ham en flaske, men han har slet ikke kræfter til at drikke og langsomt bliver vejrtrækningen langsommere og langsommere. Og til sidst dør han - 3 uger gammel.

Disse 3 uger har fyldt utroligt meget i vores liv, både fysisk og psykisk. Der har ikke været overskud til meget andet end, at få givet hvalpen mad 5-6 gange dagligt. Og det at vores ivf blev aflyst skuffede os slet ikke. Vi kunne simpelthen ikke rumme mere. Vi var meget kede af at vores lille hvalp døde, vi havde slet ikke regnet med det. Håbede jo hele tiden på at han nok skulle klare det, trods hans meget langsomme vækst. Vi kæmpede virkeligt for hans liv, men som dyrlægen sagde til mig flere gange, da jeg kontaktede ham da hvalpen var død, havde vi gjort alt hvad vi kunne og kæmpet til det sidste. Men vores lille hvalp var ikke levedygtig, måske dårligt hjerte eller andet indvendigt organfejl. Og set i bakspejlet kan vi jo også godt se, at det har været der helt fra starten, især med at han ikke voksede som han skulle. Så vi er glade for at han har fået fred. Og nu skal vi begynde at se fremad.

Vi havde virkeligt håbet på at vores 4. iui forsøg ville lykkes og at vi ville få vores livs julegave. Men sådan skal det åbenbart ikke være. Så istedet må vi se frem til endnu en jul uden barn.

Livet er bare hårdt og uretfærdigt!!!