fredag, juli 21, 2006

Tomrum

Ja jeg lever endnu... Er blot i et tomrum hvor der ikke er så meget at berette. Et tomrum hvor jeg ikke ved hvad jeg mener og tænker. Et tomrum hvor jeg bare prøver at glemme alt om vores projekt, fordi jeg ikke helt kan overskue konsekvenserne ved næste skridt i cirkus behandling.

Indtil videre har vores behandling været let og knap så kompliceret, til at overskue, korte behandlingsperioder og lille hormonpåvirkning.

Men nu skal vi jo så videre til næste step, og hvad er det så lige vi går ind til? Hvad er det lige jeg er på vej til at udsætte min krop og mine omgivelser for?

Skal vi vente på at kunne komme til i det offentlige, eller skal vi betale os til forsøg i det private, hvor vi kan komme til med det samme?

Alt det her drøner rundt i tomrummet, som jo så nok ikke er så tomt alligevel...

3 kommentarer:

Solsikke sagde ...

Kære Lok

Jeg kan godt forstå, hvis det virker uoverskueligt at gå i gang med ivf. Men hvis man tager en dag af gangen så vil jeg næsten love dig, at det ikke bliver så slemt.

Bivirkningerne ved nedreguleringen er det værste, men de kan først optræde efter en uge, og de forsvinder lige så snart man begynder stimulering. Dvs. det er højst en uges ubehag det kan give.

Stimuleringen kan højst give lidt trykken.

Jeg havde ingen bivirkninger første gang, men fik det slemt anden gang, dog er det i så kort en tid, at det næsten er overstået før det er gået i gang.

For mig var det dejligt at være i kyndige lægers hænder, og vide at chancerne lige pludselig ikke hed 5-10 % men 20-40 %. Det er lidt sjovere og meget mere motiverende.

Om du skal vente eller ej må du finde ud af i dig selv. Det kan jeg ikke svare på. Men måske det var en god idé at benytte privathospitalet, hvor du føler dig så godt tilpas. Det vil måske medvirke til at du får en bedre oplevelse? Omvendt kan du se tiden i hospitalsvæsenet som en gratis måde at få skudt sig ind på hvordan lige nøjagtig DU skal behandles.

Kære Lok. Jeg ved godt at det blev langt, men jeg ville bare berolige dig med, at selvom næste skridt er skræmmende, så er chancerne nu rigtig rigtig gode for jer! Og tænk på det lille forårs-sommerbarn, der venter på jer!

Stort knus,
Solsikke

LOK sagde ...

Kære Solsikke

Det er ok det blev langt, for det var vel egentligt sådan noget her, jeg gerne ville høre.

Mit indlæg var vist et lille råb om hjælp. Men hold fast hvor synes jeg bare det er svært for tiden. Jeg vil jo bare gerne have et barn. Og synes ikke rigtigt at jeg møder forståelse for vores problem. Ikke at familie og venner ikke vil, men ved jo godt selv at det er meget svært at sætte sig ind i, når man ikke har prøvet det.

Mht til behandlingen, så har så mange været igennem det før mig, så jeg klarer det jo nok. Og hvis det er kortvarig, og forhåbentligt med et positivt resultat til følge, går det jo nok også.

Og chancerne er jo immervæk noget højere ved ifv end iui.

Stort knus
Lok

Solsikke sagde ...

Kære Lok

Jeg tror, at det er meget svært at være forstående som bekendt, der ikke har de problemer selv. Dels ved de ikke hvad vi gennemgår, og dels har vi hele tiden i baghovedet, at de ikke har prøvet det.

Hvis du får brug for noget støtte er du meget velkommen til at ringe eller maile. Hvis du ikke har mit nr. længere kan jeg sms'e det til dig!

Stort knus,
Solsikke